Er sabbatår en dårlig idé?

Vigtigheden af at holde flere års sabbatår – min historie

I 2003 blev jeg færdig på Virum gymnasium. I 2008 og begyndte jeg på CBS. Det er lig med fem års sabbatår, hvilket for mange lyder som alt for mange. Det var det ikke for mig, og det behøver det heller ikke være for dig. Det var også det rette valg for en del politikere og andre folk, der har haft succes. Kunsten ligger i ikke at lytte til hvad andre siger.

Dette blogindlæg er min historie, der skal belyse hvorfor det var vigtigt for mig, at tage en lang pause mellem gymnasium og længerevarende uddannelse. Jeg vil også komme ind på, hvorfor man ikke skal føle sig skyldig, hvis man tager nogle års pause, inden man vælger at læse videre. Det håber jeg også skaber en forståelse for de forældre, der prøver at presse deres børn videre i uddannelsessystemet efter gymnasiet. Det kan godt være, at det er med de bedste intentioner, men det er ikke altid den bedste løsning.

Politikerne synspunkt og holdning om hvad man skal gøre som studerende, har jeg svært ved at forholde mig til. De skifter mening og udtrykker sig alt efter hvad der er den populære stemme dikterer, og hvad det kræves at “mene”, for at forlænge deres magtperiode.
Ingen nævnt, ingen glemt.

Uvidenhed gør alting lidt sjovere.

Jeg havde en fremragende folkeskoletid. Masser af venner, og ikke de store udfordringer rent fagligt. Det er måske værd at nævne, at jeg gik på skole i Kirke Saaby. En lille by vest for Roskilde. Det var så afsides, at jeg først hørte ordet kebab da jeg begyndte på efterskole i 99. Jeg var 15 på det tidspunkt.

Rent fagligt lå jeg hvor lidt for mange billister placerer sig på motorvejen – lige i midten, uden anelse om, at det ikke er det ikke er det mest fornuftige sted at være. Min resultater var ikke prangende, men heller ikke noget at være bekymret om. Sådan forholdt det sig igennem hele folkeskolen ude på lars tyndskids marker.

I niende klasse tog jeg på efterskole, nøjagtig som min søster og bror havde gjort, da de gik i niende klasse. Det var det absolut bedste år i mit liv, i mit den gang 16 år lange liv. Min værelseskammerat spillede trommer, og jeg spillede guitar. Vi delte musiksmag (Nirvana, Metallica, Korn, Tool og Kim Larsen m.f), så der opstod et godt venskab meget hurtigt, og sikkert også en fremskridende permanent øreskade.

Jeg spillede musik stort set hele tiden, var til fester hver weekend, og igen lå i smørehullet på karakterskalaen. Det var stadig en blød mellemvare, der ikke afbillede en fremtid storhedstid, men heller ikke en på bistand. Det at gå I skole, var bare noget jeg gjorde.

Vi havde det sjovt, og jeg lærte vanvittig meget om mig selv, og byggede stærkere venskaber hurtigere end nogensinde før.

Den sidste dag på efterskolen, hvor mine forældre hentede mig, græd jeg som en Paradise Hotel deltager, der har knækket en negl. Jeg har aldrig være så ked af det før, og følt et sådan afsavn, samt følelsen af at blive taget væk fra et sted, hvor jeg virkelig følte mig hjemme. En skole hvor jeg følte mig hjemme. Det var virkelig enden på en æra.

Hvis jeg havde vidst hvad der ventede efter sommerferien, tror jeg aldrig jeg var kommet ind i bilen.

Tre år i fjendeland

Samme år som jeg begyndte på efterskolen, i 99, havde min familie og jeg rykket rødderne fra landet, og flyttet op til det nordsjællandske. Da jeg begyndte på efterskole lige efter vi var flyttet, havde jeg intet forhold til nordsjælland, mens jeg gik på efterskole.

Vi havde vist stadig modem (og dermed internetforbindelse), men informationssøgning var hverken lige så normalt, effektivt eller brugbart, som det er i dag. Jeg vidste i bund og grund ikke, hvad det ville sige at bo i Nordsjælland. Min første dag var med bind for øjnene. Det tog mig ikke længe at indse, at jeg nok ikke ville passe ind i med de andre.

De fine damer og herrer jeg gik i klasse med, kendte stort set alle sammen hinanden fra folkeskoletiden. Der var én gut, der ligesom jeg, ikke kendte nogen på hele gymnasiet. Super flink fyr som jeg klikkede godt sammen med. Vi havde det skide godt sammen, indtil han selvfølgelig droppede ud efter nogle måneder. Resten af dem fra klassen sagde mig intet, og jeg tror heller ikke jeg sagde dem noget.

At sige, at gymnasietiden var hård, er en underdrivelse af format. Det var tre år, hvor mine karakterer var helt ad helvede til. Jeg ikke havde nogle rigtige venner blandt dem på gymnasiet. Dem jeg sad sammen med i pauserne, var da hyggelig nok, men ikke nogen jeg kunne relatere til. Men det var bedre end at sidde alene.

Gymansiet var en tid, hvor jeg ikke følte mig hjemme, eller at jeg passede ind – hverken socialt eller fagligt.

Pak dine lommetørklæder væk og lad være med at tilbyde mig alle de tudekiks. Der er selvfølgelig en pointe med historien.

De mange dårlige oplevelser, gik direkte ind og havde en effekt på mine karakterer. Jeg lavede den ene dårlige karakter, efter den anden. Og da jeg aldrig fik en uddybende forklaring på karaktererne, så følte jeg mig selv nærmest håbløs og ubeskrivelig uintelligent. Det var i hvert fald hvad mine karakter sagde jeg var.

Jeg fik dog kæmpet mig igennem og bestod gymnasiet, med nød og næppe, og mere skoletræt end nogensinde. Det eneste jeg vidste efter at jeg havde færdiggjort gymnasiet var, at jeg skulle væk fra skolebænken. Nederlaget af at have gennemført tre års skolegang, og komme ud og føle sig dummere, og endda få papir på det, var sgu hård.

Skoletasken blev opmagasineret på ubestemt tid, og jeg fik arbejde i en boghandel med fire kvinder, der var i hhv fyrrene og tresserne. For dem var jeg den udefrakomne, de kunne betro alle deres fordomme omkring hinanden. Hold kæft for en flok sladder tanter, der kæmpede om mesterskabet i at bagtale de andre.

Der kom heldigvis to andre ungarbejdere, som jeg bagte på helt enormt på (uden held), der gjorde det hele lidt sjovere. Det var et job, der var det stikmodsatte af studiet, hvilket passede mig perfekt. Og for en læsehest som mig, var det helt fantastisk.

Selv om jobbet ikke var drømmejobbet, formåede den jyske del af mig formåede at spare ca. 70.000 kr. op i den tid jeg var der. Penge der, set i bagklogskabens lys, havde været smart at investere i et indskud til en lejlighed. I stedet blev pengene spredt, på en syv måneder lang tur, udover Sydamerika, New Zealand og Californien. Det at rejse og være væk, passede mig rigtig godt.

Den nyvundne energi og tiltro til mig selv, fik mig til at sende en ansøgning af sted til CBS, da jeg kom hjem i april 2005. Mit valg på at læse der, skulle nok ses som et resultat af, at min storebror læste der, og at det i medierne var “stedet” man skulle læse, hvis man ville blive til noget. Hvis bare jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg nedprioriteret og nok fravalgt CBS, og søgt langt bredere.

Den viden havde jeg ikke, så derfor blev mine ansøgninger kun endt mod CBS, og de ville ikke have mig. Brevet med afslaget ramte som et godstog, og bragte minderne om nederlag tilbage fra gymansietiden. Mit horrible gennemsnit fra gymnasiettiden, trak mig med ned, til et land hvor muligheden for at tage en uddannelse var til et lukket land.

Hvis jeg blot den gang havde valgt og være smart, og søgt bredere, havde jeg med stor sikkerhed nok være kommet ind læse tidligere. Det er selvfølgelig 100 % min egen skyld, at jeg ikke kom ind tidligere. Desværre tror jeg, at den udvidenhed og blinde fokus på en uddannelse stadig lever i dag.

Afslaget og konklusion om, at jeg nok aldrig fik en uddannelse, på grund af mit ringe gennemsnit, syntes jeg ikke synes var fair, når nu min karakterer mere afspejlede hvordan jeg havde haft det rent socialt i gymnasietiden, frem for mine faglige kompetencer.

Når alt andet fejler, rejs, og vær fri

I stedet for at starte på et studie, efter min første rejse, arbejdede jeg med telemarketing i lidt over en måned. Det skal man ikke gøre, uanset hvor meget på røven man er. Derudover arbejde jeg som SFO medhjælper, hvor jeg blev betalt for at spille fodbold og køre mooncars med børn i 7-10 års alderen. Det var skide hyggeligt. Men da jeg egentlig ikke havde noget sted at bo, og formåede at skrabe 30.000 sammen på meget kort tid, tog jeg rygsækken på igen i oktober – seks måneder efter, at jeg var kommet hjem fra den første tur. Denne gang gik turen Moskva for derefter at tage toget gennem Rusland, Mongoliet og Kina, med en returbillet tilbage i Danmark lige inden vi skulle træde ind i 2007.

Alt det rejseri havde, om noget, modnet mig mere end jeg troede muligt. Jeg mødte interessante mennesker, der, modsat i gymnasiet, var interessante og fordomsfrie personer. Jeg udviklede sociale kompetencer, selvstændighed, ansvarlighed, tilrettelæggelse og meget mere end jeg nogensinde havde gjort på skolebænken. Det skal tilføjes, at jeg rejste alene i en tid, hvor der ikke var smartphones, sociale medier eller adgang til internet alle steder. Det var fantastisk, og det var faktisk først da jeg flyttede til Spanien i 2015, for at skrive Studiebooster, at jeg rejse med en smartphone.

At rejse, gav mig en følelse af succes, men også indsigt i, at jeg nok blev nødt til at vende tilbage på skolebænken. Skyggerne fra gymnasietiden havde trods alt lagt sig, og jeg havde klippet forbindelserne til alle dem jeg gik i klasse med.

På vej til universitetet via den akademiske kravlegård

Da jeg kom hjem fra min anden rejse – Rusland til Kina turen – havde jeg set mig varm på nogle uddannelser, der krævede engelsk højniveau. Da jeg havde valgt en matematisk i gymnasiet, den gang man kunne vælge mellem sproglig og matematisk (og jeg tydeligvis skulle have været sproglig), havde jeg kun engelsk B niveau. Derfor blev det første gensyn med skolebænken på KVUC i København, hvor jeg læste Engelsk A niveau, som enkeltfag. Der var ingen adgangs krav, det var pisse skægt, og jeg ses stadig med flere fra tiden den dag i dag.

Da vi nåede halvt igennem engelskforløbet, sendte jeg endnu en ansøgning, med bevis på, at jeg ville have engelsk højniveau, som var det eneste krav på de uddannelser jeg søgte ind på, når efterårssemesteret startede. Mit gennemsnit fra gymnasiet skulle ikke tages i betragtning, så jeg skulle ikke skjule min gymnasielle. Tingene var lidt anderledes, der helt tilbage i 2007. Dengang skulle man ikke kunne parallelparkere en limousine inde i en Imerco, eller have et gennemsnit der sprang karakterrammer for at komme ind på de attraktive universiteter.
Et par uger efter jeg havde få 10 i engelsk eksamen, modtog jeg mit tredje afslag til CBS.

Af ren og skær desperation tilmeldte jeg mig spansk C på KVUC, uden at vide hvorfor. Jeg kunne komme ind, og jeg var meget fascineret af Sydamerika og det spanske sprog. Men jeg havde ingen idé om, hvilke fordele der ville følge med, at have eksamensbevis på spansk C niveau, rent jobmæssigt. Jeg erfarede kort efter, at der ikke var nogen.

Det blev ikke bedre af, at jeg dumpede den mundtlige spansk eksamen. Jeg sad med feber, røde øjne og en næse der gjorde at mine udtale unødvendig nasal. Et par dage efter den lussing, fik jeg beskeden om fra min udlejer, at jeg havde en måed til at jeg skulle være ud af lejligheden. Dvs. inden første januar.

Glædelig jul og godt nytår.

Jeg boede, som så mange andre, ulovligt, uden kontrakt, og kunne intet gøre omkring min opsigelse. Det eneste jeg kunne sige var tak, fordi jeg havde haft en udemærket lejlighed til en fornuftig pris, med en udemærket beliggenhed.

Uden bolig eller idé om hvad jeg ville med mit liv, samt ingen forhåbninger om at komme til at læse, gjorde hvad jeg havde gjort før – skride fra det hele.

Jeg rejste for at opleve verden jeg ikke kendte, og for at rejse væk fra den jeg kendte

Hvad der virkelig kendetegnede mine sabbatår mellem gymnasiet og CBS var frustrationer over ikke at vide hvad jeg ville, samt en modstand fra alt og alle om at få lov til at gøre det jeg havde en idé om, var det rigtige. Frygten for at jeg ikke ville blive til noget, fordi jeg ikke kom ind på en uddannelse (hvilket set I bakspejlet skyldes, at jeg var alt for snæversynet og snobbet I mine ansøgninger, som jeg nævnte tidligere), fik mig til at finde pas og poncho frem igen.

Denne onde spiral af nederlag resulterede i, at jeg arbejdede røven ud af bukserne, oftest i køkkener og som tjener, sparede penge op (noget jeg er fantastisk god til) og tog ud og rejste i fire måneder i Centralamerika. Et var, at jeg elskede, og stadig elsker, at rejse, og er nysgerrig af natur. Noget andet var, at rejse gav mig en følelse af succes. Det var en mulighed for at flygte fra nederlagene, der hovedsaligt var tilknyttet skolesystemet hjemme i Danmark.

Hvad der virkede som 100 % eventyrlyst, var også en undskyldning for flygte, og få følelsen af succes tilbage. For i virkeligheden var perioden med nederlagene startet langt tidligere. De startede i gymnasiet, fra dag et. På introdagen blev vores klasse snedigt stillet ind i en cirkel, hvorefter der blev kastet æg efter os. Jeg var den heldige af at blive ramt i øjet.

Velkommen til gymansiet. Det tager kun tre år.

Ser jeg tilbage, skyldes den sande nedtur følelsen af ikke at passe ind, og ikke være god nok. Det stillede mig midten af en overbevisning om, at en universitetsuddannelse ikke var noget jeg kunne gennemføre.

Jeg tror langt fra, at jeg er den eneste der har haft den følelse, mens de har gået på gymnasiet. Især hvis du også havde de samme karakterer, som jeg havde.

Fjerde gang var lykkens gang

Vi spoler hurtigt frem til april 2008. En af mine venner, Julie, fra efterskolen havde spurgt mig, om vi ikke rejse til Centralamerika, sammen. Det var ikke svært at overtale mig.
Jeg tog afsted to måneder før hende, hvorefter vi rejste sammen i Guatemala, Belize og Cuba i to måneder, hvorefter jeg vendte snuden hjem i juni, og Julies daværende kæreste ankom.

Inden Julie ankom, fandt jeg mig selv på en internet café i Guatemala City, fordi jeg skulle nå at indsende min kvote 2 ansøgning til en uddannelse. Det var en milliard grader, og internetcaféens åbne dør fungerede som ventilation, der gik ud til en trafikeret vej, der kun var med til at øge temperaturen.

Lokalet var stuvende fuldt af både lokale og rejsende, som jeg selv, fordi vi ikke havde vores egne computere. De fleste checkede og skrev stadig mails, da Facebook endnu ikke har indtaget sin verdensdominans. Smartphones var endnu ikke udbredte, så internetcaféer havde ikke fået dødstødet endnu.

Jeg har været så heldig, at få et keyboard hvor tasterne C og N kun virkede hvert tredje gang man trykkede på dem. Det sjove er, at det var starten og slutningen af at skrive mit navn der ikke ville samarbejde, da jeg for nogle måneder forindenhave taget en “marketing dna” test der gav resultatet: Starter vs. Finisher –  You are right in the middle. You can do either when called for and often play a mediating role. You are neither impromptu not scripted; you’re most comfortable with a normal rate of change. Det kan jeg stadig sidde og grine lidt af, da jeg på ingen måde er enig.

Tilbage til Guatemala, og om at skrive min kvote 2 ansøgning. Jeg var på det tidspunkt 23 somre og havde udviklet mig en hel del. Jeg havde også erkendt, at det at få en uddannelse er en vigtig brik for at kunne skabe rammerne for et godt liv, om end backpackerlivet passede mig vældig fint. Men da en uddannelse er ofte lig med en form for økonomisk sikkerhed, og samtidig et fornuftigt sikkerhedsnet at have, lavede jeg en mere fokuseret ansøgningsproces end tidligere.

Den gang var det faktisk til at komme ind på uddannelser gennem kvote 2 for sådan nogen lavkarakterssamlere som mig. I min ansøgning skulle jeg også kunne argumentere for, hvorfor jeg skulle tages i betragtning til at komme ind. Min historie og sikkert følelsladende argumenter, hvad end jeg skrev, fik tommelfingeren op. Min plads på CBS var blevet godkendt, og jeg var klar til at træde ind i en ny arena og starte endnu en kamp. Denne gang solbrun og hjemløs. To tilstande der var gået hen og blevet en ny norm for mig.

Året er 2008, kalenderen siger første september og jeg begynder at strikke mit sikkerhedsnet – en længerevarende uddannelse. Jeg havde søgt in på en marketing og kommunikation uddannelse (en af de 400 man i dag kan vælge imellem) da jeg tænkte, at det er da altid var behov for folk der kan sælge mere og kommunikere bedre. Og da jeg altid været lidt af en krejler, passede det meget godt til mig.

Verden er i fuld galop, og verden vil fremad. To en halv uge efter studiestart kaster Lehman Brothers håndklædet i ringen, og trækker i verdens håndbremse. Uden at vide det, skulle behovet for skrive en bog som Studiebooster, udspringe samme dag, fordi efterspørgslen på arbejdskraft ændrede sig øjeblikkeligt. Studerende med uddannelser som min, skulle da i hvert fald ikke håbe på at få arbejde.

Jeg følte at jeg havde vundet i lotto, Med min accept til universitetet, for blot derefter at se værdien af præmien blive devalueret fra guld til fuglefrø.

Universitetsuddannelser. Det tager kun fem år, men vi vil så gerne have, at du gør det endnu lidt hurtigere.

Vi har alle sammen vores historier, der forklarer vores valg

Selvom jeg prøvede at komme ind og studere tidligere, ville jeg ikke være mine rejser rundt i verden foruden. En af mine venner færdiggjorde sin uddannelse det år jeg startede min. Jeg har altid misundt ham, for at gå direkte fra folkeskole, til gymnasie, til uni, til job. Ikke så meget pis. Bare lige igennem. Han siger, at han gerne ville have min rejseerfaring og år, hvor jeg var “ustruktureret” af mangel på bedre beskrivelse.

Vi kan ikke få begge ting, og de valg vi vælger, træffes som regel af en lang række erfaringer. Oftest ved vi ikke hvorfor, og oftest er det omstændighederne der vælger for os.

Jeg mener, at politikere skal lade være med at komme med (ofte dobbeltmoralske) “råd”, om at få studerende hurtigere gennem systemet. Dels fordi mange af dem ikke selv har færdiggjort deres studie, eller selv startet sent, og udskudt deres uddannelse.

Fem år var for lang tid, og jeg ville ønske, at jeg havde startet min uddannelse tidligere. Men samtidig var det med til at modne mig, og gøre, at jeg færdiggjorde mit studie i en alder, hvor jeg hurtigt fik afklaret hvad jeg ville efter studiet. Det havde jeg måske ikke vidst, hvis jeg havde færdiggjort mit studie to år tidligere. Måke havde jeg. Man ved det ikke.

Derudover skal man ikke glemme, at overgangen fra gymnasium til længerevarende uddannelse ikke er lige gnidningsfrit for alle. Hvis du har har vadet i akademisk fiasko i tre år, er udsigten om at skulle genleve det i fem år ikke det mest appellerende.

Årene mellen studierne er ikke blot pjat og spildtid, om det i mit tilfælde var en stor del af det. Ikke desto mindre var det en modningsproces , hvor jeg voksede langt mere som menneske, end jeg gjorde inden for de akademiske mure. For mig var det at rejse, alene vel og mærke, og have en masse hårdt arbejde i servicebranchen der fik mig til at se værdien i at få en uddannelse, men der samtidig også var med til at forlænge min akademiske sabbat.

En anden væsentlig faktor, der kan gøre det svært at skulle starte studiet, er mangel på en fast bolig når studiet starter. Det er alfa omega for en god start på studie.

Jeg flyttede tre gange inden for de første otte måneder af studiet, som afspejler sig i mine karakterer. Når du ikke ved, om du har et sted at bo indenfor den nærmeste fremtid, virker altting langt mere uoverskueligt. Boligmangel er ikke er det bedste når du starter et studie, der unægteligt kommer til at have stor indflydelse på årene efter studiet. Det er af samme grund, at jeg siger, at forældrekøb er et privilegium, som alt for mange tager for givet.

Og sidst men ikke mindst, kan det være utrolig svært at vide, hvad man skal læse. Det er trods alt et af de største valg, man træffer i livet. Dette gælder uanset om man ved hvad man skal arbejde med efter studiet eller ej.

Misundelse for dem der ved hvilken vej de vil følge.

Jeg misunder virkelig dem der læser mere naturvidenskab eller håndværksorienterede studieretninger, eller ganske enkelt starter en uddannelse fordi de ved hvad det ender ud med. Folk der ved at de skal direkte i lære som tømrer fordi de vil se og være med til at bygge ting, eller dem der skal ind musikkonservatoriet med drømmen om at spille musik, er pisse heldige. Jeg misunder dem.

Jeg tror ikke, at der er mange der får det der famøse kald, som i ”gamle dage”, da mulighederne i dag er mangedoblet. Men jeg ved, at rigtig mange, ligesom mig selv, gik ind på det at få en uddannelse på CBS var lig med tanken: ”Så ser vi hvad vi får ud af det, og hvor vi havner”. Og hvis det er den tanke man har, når man søger ind lige efter gymnasiet, vil jeg mene, at et sabbatår eller to (eller fem) ikke er en dårlig idé.

Hvis du har brug for et års pause, så tag det. Du skal alligevel arbejde længere end dem der siger, at det er en bedre idé, at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *