Den overkommelige bogliste for ambitiøse studieboostere

18 minutter.

Så lang tid bruger den gennemsnitlige Netflix-abonnement på at beslutte, hvad de skal se – hver dag.

Det er 6.570 minutter – eller 109,5 timer – om året brugt på at vælge den rette film eller TV-serie.

Hvorfor spilder vi så lang tid på at beslutte, hvad vi skal se på Netflix … og hvad har det at gøre med de bedste bøger, du bør læse, mens du studerer?

Hvorfor er det svært at blive motiveret til at læse ved siden af studiet?

Vores hjerner er programmeret til at undgå at træffe forkerte beslutninger. Det gælder også i mindre livsfarlige situationer, som når vi skal vælge film eller TV-serie. Som studerende er den rigtige beslutning ofte at skrive videre (eller komme i gang) med en opgave.

Vi tager os god tid til at vælge, fordi vi hellere vil bruge ekstra lang tid på at undgå at vælge den forkerte løsning end at træffe en forkert beslytning. Det er også en af de to primære årsager til, at du ikke får læst så mange bøger, som du sikkert gerne vil.

Lad os kigge nærmere på de to årsager.

Først og fremmest: Du læser allerede meget, både bøger og artikler, i forbindelse med dit studie.

Pensumlæsning er ikke altid liv og glade dage. Nogle gange føles det lige så svært at komme igennem som en togtur gennem landet fyldt med skrigende børnehavebørn.

Så når du endelig beslutter dig for at læse en bog, altså for fornøjelsens skyld, svarer det til at vågne op en lørdag-cheatday efter seks dage med spidskål, linser og quinoa, hvor du endelig kan fylde ædespalten med, hvad du har lyst til.

Forskellen er blot, at det tager 73 sekunder at nå igennem en pose chips, men 5-10 timer at læse en bog.

Problemet starter allerede, inden du begynder rejsen på 250 sider. For du skal også først vælge en bog.

Bøger du skal læse under studiet

Der kommer ca. en halv million bogudgivelser inklusive genudgivelser fra USA og England + 12.000 fra Danmark hvert år. Og listen med klassikere, man bare bør læse, er i forvejen overvældende lang.

Det er svært at vælge den rette bog, når du ved, at du skal investere 6-8 timer på at læse den.

Jeg forstår det godt.

Og hvis du har læst hertil, vil du også gerne vide, hvordan du kan få mere tid til at læse og bruge mindre tid på at vælge, hvad du skal læse.

Jeg har samlet et udpluk af de bøger, jeg har læst efter jeg færdiggjorde min uddannelse, som jeg ville ønske, jeg havde læst, mens jeg studerede. Jeg kalder listen for.

Den tilpas lange bogliste for ambitiøse studieboostere

“Hvilken bog er den bedste? For så starter jeg med den.”

Det svarer til at svare på, om man bedst kan lide chokolade-is eller formel 1.

Du kan være fan af begge, men der er forskellige faktorer, der afgør, hvornår du har lyst til det ene frem for det andet.

Det gælder også, når du står og skal træffe det svære valg, hvilke bøger du skal læse.

Copyright – Diffe

Hvordan vælger jeg, hvilken bog jeg skal læse først?

When the student is ready, the teacher will appear
– ukendt

Når jeg skal vælge, hvad jeg skal læse, vælger jeg ud fra, hvad jeg føler jeg mangler en bedre forståelse for. Det er bedre end at vælge den bog, jeg senest er blevet anbefalet, tilfældigvis falder over eller har villet læse i lang tid, fordi læsningen får et større formål.

Bogen vælger jeg fra min liste af “to-read”-bøger, som du bliver introduceret for længere nede.

Lad mig illustrere forskellen på at tage en relativt tilfældig bog, som jeg tror, jeg vil få glæde af, og en bog, som jeg føler, jeg har behov for at læse.

Butikker styrer deres lager på forskellig vis. En af de to mest kendte metoder er ’just-in-time’, hvor butikken venter med at tage varer ind, til lagerbeholdningen af en af de forudgående varer er helt solgt (tænk på f.eks. Walmart).

Den anden måde at styre et lager på er ’just-in-case’ (JIC). (tænk på f.eks. hjørnekiosker).

Ved JIC sikrer man, at lageret er fyldt op med de varer, man fører hele tiden. Årsagen er, at man formoder et fremtidigt behov.

Jeg vælger hvilken bog jeg skal læse ud fra JIT-princippet.

Jeg har lang liste med bøger på min Goodreads-profil, jeg er blevet anbefalet, og som jeg ved vil kunne hjælpe mig i den rette retning inden for det område, når det bliver relevant. Jeg tilføjer hele tiden nye bøger til listen, og det gælder inden for alle områder, som potentielt kan være værd at blive klogere på i fremtiden (som er JIC-princippet).

Forskellen er blot, at jeg ikke har et fysisk lager med varer, men en liste med bøger, som jeg kan tage fat i, just-in-case jeg skal bruge en bog om eksempelvis finansiering. Og fordi jeg ikke føler, at jeg har brug for at læse bogen endnu, lider jeg ikke af FOMO: ”fear of missing out”.

Bøgerne vil blive læst … hvis der er behov for det.

Stil bedre spørgsmål om bogen hvad bogen skal gøre for dig

Hver dag inden du går ud ad døren, har du valgt noget tøj, der passer til anledningen. Du har stillet dig selv spørgsmålet: Hvad skal jeg tage på af tøj, som passer til lejligheden?

En anden måde at sige det på ville være: Hvilket tøj har jeg brug for?

Hvorfor skulle det spørgsmål være anderledes, når du skal vælge, hvilken viden din hjerne har brug for?

En JIT-læseliste gør det nemmere at vælge din næste bog, fordi du stiller dig selv nogle andre spørgsmål. Du spørger ikke “Hvad skal jeg læse?“, men “Hvad vil jeg få gavn af at læse nu?“og”På hvilket område af mit liv ville det være rart at snakke (eller lytte) til en ekspert?”

JIT-bogvalg giver din næste læsning et større formål end blot at indfri et ønske om at læse mere.

Det er alt sammen noget, som er med til at opbygge gode læsevaner. Og derfor er The Power of Habit den første bog på listen, som jeg synes du bør læse.

“We are what we repeatedly do. Excellence, then, is not an act, but a habit.”

– Will Durant

Jeg har listet og prioriteret de fem bøger, som jeg mener udgør et godt sted at starte for at blive bedre til at studiebooste.

Har du allerede læst en eller flere af bøgerne, så overvej at læse den/dem igen. Mine yndlingsbøger inspirerede mig lige så meget, hvis ikke mere, da jeg læste dem igen.

Forneden finder du en kort beskrivelse af bogen, samt af hvem der kunne få glæde af at læse.

Se filmen, inden du læser bogen

Udover en kort beskrivelse har jeg som regel linket til en TED talk, hvor forfatteren taler om sine opdagelser og resultater af bogen.

Jeg elsker TED talks. De mestrer at introducere en til forfattere, man har hørt om i en podcast, læst om i en artikel eller fået anbefalet andetsteds.

De tilbyder en introduktion, vel at mærke – ikke en smutvej.

En 15 minutters video giver dig ikke den samme forståelse for et emne som at læse en hel bog.

Det samme gælder med Binkist, som tager bøger og koger dem ned til 15 minutter.

TED talks, YouTube-boganmeldelser og resumeer erstatter på ingen måde den forståelse, du får ved at læse hele bogen.

Med det afklaret, så lad os gøre plads til listen med …

De bedste bøger til studerende på længerevarende uddannelser

The Power of Habit

Til dig, der gerne vil forstå, hvorfor dine vaner potentielt stopper dig fra at færdiggøre en opgave dage eller uger før en afleveringsdato.

Hvorfor ser vi fire afsnit af en TV-serie, selvom vi kun havde planlagt at se et? Lær fra Steve Jobs. Han var lige så stolt over de bedrifter, han og Apple ikke realiserede, netop fordi han valgte dem fra, som de produkter og services, de realiserede. I ”The Power of Habit”  lærer du at finde mere tid og får bedre indsigt i dine egne vaner og uvaner.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Bedst studiebog for universitetsstuderende

What Smart Students know

Til dig, der savner en bog om studieteknik, som ikke blot siger, at du skal drikke vand, gå tidligt i seng og finde en god læsegruppe.

Bogen viser, hvordan talent ikke nødvendigvis giver højere resulterer. I stedet lærer du, hvordan du lærer hurtigere og bedre spotter, hvad undervisere vægter højt, samt bl.a. hvordan du får mere ud af svære tekster.

Adam Robinson er medforfatter til flere studiebøger, inklusive ”Cracking the SAT” – den eneste bog om at forberede sig til tests, der nåede The New York Times Bestseller Liste.

Bogen er et absolut must for alle, der kæmper med at få mere ud af lektierne.

Køb bog – Køb E-bog

How to Win Friends & Influence people

Til dig, der vil være bedre til at opbygge et netværk.

Bogen gennemgår de mest fundamentale handlinger, du kan udføre for at vinde venner. Det kan lyde banalt og overfladisk, men tag ikke fejl. Bogen beskriver med brug af cases, hvad populære personer samt mennesker, alle synes er vindere, gør for at blive betragtet som oprigtige.

Bogen siges at være grundlæggeren for alle selvhjælpsbøger og er med selv ca. 80 år på bagen stadig relevant i dag.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Daring Greatly

Bogen er god at læse, hvis du bekymrer dig om at skuffe dine forældre pga. lave karakterer, eller hvis du stresser med studiet.

Bogen giver dig en forståelse for, hvad skam er. ”Daring Greatly” svarer på, hvad sker der, når vi skammer os, og hvorfor vi ikke bør skamme os over, at vi skammer os. Det er en naturlig følelse, som vi har svært ved at håndtere uden at føle os sårbare.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Subtle Art of Not Giving A F*ck

Til dig, der bekymrer dig om, hvorvidt du er god nok.

Mantraet i bogen er, at “everybody gives a fuck about something. Choose wisely what those things are”. Studerende bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem, uden egentlig at vide hvorfor (eller forstå, at de andre studerende også har travlt med at bekymre sig om, hvad alle andre tænker om dem).

Mark Mansons bog er en god Slap nu lige lidt af-bog, uden at være nedladende.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Grit

Angela L. Duckworth

Bogen er god at læse, hvis du ikke føler, at du får de høje karakterer, som du ønsker, og derfor tvivler på dine egne kompetencer.

Bogen bygger på et omfattende studie, der beviser, at talent ikke afspejler resultater. Det handler derimod om målrettet indsats og udholdenhed, hvilket Duckworth kalder ”grit”.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Develop self-confidence. Improve Public Speaking

Dale Carneige

Til dig, der vil blive bedre til at tale i grupper, til eksamener, samt når du skal holde foredrag eller en tale.

Bogen præsenterer brugbare værktøjer og tips til at øge selvtilliden, til når alles øjne er på dig.

Jeg læste den, da jeg i en periode lavede en del foredrag, og jeg kunne mærke en klar forskel. Jeg planlagde bedre, lavede bedre indhold og holdt bedre præsentationer.

Køb bog – Køb E-bog

On Writing Well

William Zinnser

Til dig, der gerne vil lære at skrive bedre.

Du behøver ikke at have en drøm om at være forfatter, eller endda arbejde med kommunikation, for at få noget ud af denne bog. Uanset om vi vil det eller ej, så er vidensdeling og kommunikation på skrift ikke noget, som går af mode, uanset hvor meget ’voice search’ du regner med at bruge. Denne bog viser dig, hvor meget mere end korrekt kommatering det kræver at skrive godt.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

How to Raise Your Own Salary

Dale Carneige

Til dig, der har et relevant studiearbejde og godt kunne tænke dig mere ansvar i din rolle.

Bogen giver dig en god indikation af, hvad en arbejdsgiver efterspørger, så du kan tilpasse din ansøgning det.

Bogen er en samtale mellem Napoleon Hill – en mastodont inde for selvudviklingsbøger – og Dale Carneige. Igen er der tale om en tidløs bog, selv i en tid hvor vi frygter, at maskiner kommer ind og overtager vores jobs.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The magic of thinking big - studiebooster

The Power of Thinking Big

David J Schwartz

Til dig, der tænker, at alt over 2 i karakter er pral, samt til dig, der går efter et OK job for at undgå arbejdsløsheden.

I forlængelse af ”The Subtle Art of Not Giving a F*ck” er ”The Power of Thinking Big” en kæmpe rusketur til dig, der ikke overvejer at realisere dine drømme. Læs bogen, og gå efter førstepræmien, fordi du vil vinde. (se evt. dette korte klip med den legendariske wrestler Dan Gable).

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Inside Out revolution

The Inside-Out Revolution

Michael Neil

Til dig, der er træt af at tænke negative tanker og ikke er helt klar over, hvordan du stopper dem fra at få talerum i dit hoved.

Denne bog kan i første omgang lyde som overdimensioneret hippie-hykleri, der bunder i mantraet, at vi lever i den verden, vi tænker på. Mantraet går hånd i hånd med ”The Power of Thinking Big”.

Ikke desto mindre er evnen til at vende tanken fra Jeg er bange til Jeg er spændt det, der kan afgøre, om du knækker eller krones til en eksamen. Og du kan ændre en negativ tanke til en positiv på ét sekund. Jeg bruger dagligt, hvad jeg har lært fra bogen, fordi metoden virker.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Sapiens

Yuval Noah Harari

Til dig, der ønsker at forstå, hvad der venter på den anden side af studiet.

Virksomheder og organisationer, såvel som banker der låner penge til folk, gør det pga. tillid til, at de gør verden bedre og får noget ud af investeringen – nøjagtigt som en virksomhed, der ansætter en nyuddannet uden erfaring. Dette er blot et af kapitlerne i en bog, der knockouter enhver historiebog, du har haft i løbet af din studietid.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Game

Neil Strauss

God læsning til dig, der gerne vil være bedre til at netværke og også ønsker at ikke gå igennem hele studiet som single.

”The Game” er eminent til at lære at forstå kropssprog og psykologien i at udvise interesse.

Dette er en egenskab, der kan bruges, både når du flirter for at få en kæreste og bejler til et job. Principperne er de samme.

”The Game” kan læses af både mænd og kvinder, om end hvert køn vil få noget forskelligt ud af bogen.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Bedst bog om investering for studerende

The Barefoot Investor

Scott Pape

Til dig, der føler dig fuldstændig på bar bund i forhold til at holde styr på penge og investering.

Bogen giver en ligetil forklaring på, hvad du bør gøre, lige så snart du er i et fast fuldtidsjob, og er en fremragende introduktion til at forstå værdien i at spare op tidligere og naturligvis holde sig væk fra (ikke-alt-for) kvik-lån.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

bog om investering studerende

I Will Teach You How to Be Rich

Ramit Sethi

Til dig, der gerne vil lære at spare penge op, både til at bruge af, mens du studerer, og til efter studietiden.

En mere korrekt titel til bogen burde være I Will Teach You How to Spend Less, and Set Aside More Money. Tanken er den samme, da det er de penge, vi sætter til side og investerer, der gør os rige.

Formålet med at læse denne lige efter ”Barefoot Investor” er, at du får forståelsen for langsigtet investering banket fast, når du læser to bøger om det samme emne lige efter hinanden. De er hurtigt læst og gode uden at være tunge.

Tro mig. At læse to bøger om det samme emne lige efter hinanden har en stærk positiv effekt.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

bedst bog om adfærdspsykologi

Thinking Fast and Slow

Daniel Kahnemann

Til dig, der vil forstå, hvorfor du og alle andre træffer mange af de beslutninger, som vi gør.

Når du læser denne bog, vil du spørge dig selv, hvorfor basal psykologi ikke er en del af fast pensum for alle, inden de begynder på universitetet.

Dette er på ingen måde en kompleks bog og på ingen måde en bog, du bør springe over.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Tribe of Mentors + Tool of Titans

Timothy Ferriss (Tim Ferriss)

Til dig, der gerne vil have studieråd fra en lang række mænd og kvinder, der er blandt de bedste inden for deres felt.

Begge bøger er facitlister til handlinger, der har opbygget succes inden for stort set alle felter.

Bliv ikke skræmt af sidetallene i bøgerne! Bøgerne er opdelt i læsevenlige kapitler, der kan læses på tre til fem minutter.

Ligesom makkerparret ”The Barefoot Investor” og ”I Will Teach You to Be Rich” har disse bøger mange fællestræk, men de bør ikke læses lige efter hinanden. Du bør i stedet læse et par profilers svar hver dag og betragte kapitlerne som daglige inspirerende peptalks.

Køb Tribe of Mentors – Køb E-bog – Se video
Køb Tools of Titans – Køb E-bog

Flow

Mihaly Csikszentmihalyi

Til dig, der ville ønske, at du kunne være mere produktiv, og som har interesse for psykologi.

Bogen er en klassiker til at forstå, hvorfor vi trives med visse ting, og nogle gange føler, at en opgave er sværere at skrive end at spille dart i rummet. Flow er et udtryk, vi ofte bruger uden helt at forstå, hvor meget vi kan lære af, hvis vi satte os mere ind i princippet bag.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

bedst bog menneskelig adfærd

Influence

Robert Cialdini

Til dig, der gerne vil være bedre til at sælge dig selv og forstå, hvad der motiverer folk.

Adfærd er langt mere forudsigeligt, end man skulle tro. Denne bog er en af mest populære og veludførte beskrivelser af de seks psykologiske principper ( recirprocity, scarcity, authority, commitment, liking, consensus også kaldet social proof). Læs den, og bliv meget klogere på mennesker – inklusive dig selv.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Art of Asking

Amanda Palmer

Til dig, der tror at spørge andre om hjælp er et tegn på svaghed.

Hvis der er en ting, vi har lært igennem tiderne, er det styrken ved at samarbejde og trække på andres styrker, viden og ekspertise. Succesfulde mennesker lægger deres ego til side, og i stedet blotter de deres manglende kendskab og viden, fordi de ikke frygter at sige “Det ved jeg ikke – kan du hjælpe mig?”. Fordi de spørger, får de hjælp og når dermed hurtigere deres mål. Har du tænkt dårligt om nogen, fordi de spurgte dig til råds? Denne bog motiverer dig til at spørge flere om hjælp uden at skamme dig over det.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Bigger, Leaner, Stronger

Michael Matthews

Til dig, der gerne vil tabe dig og blive stærkere, mens du studerer.

Det bedste middel mod morgentimer er at stå endnu tidligere op og gå i træningscentret. Den bedste motivation til at komme afsted er at sørge for, at du får resultater.

”Bigger, Leaner, Stronger” inspirerede mig til at træne og spise anderledes, efter jeg så på et strandbillede, at jeg lignede et blegt oppusteligt badedyr.

Resultatet var, at jeg tabte 7 cm om livet på 6 uger, uden store omvæltninger eller sult i løbet af dagen.

Du lærer først om ernæring på et meget videnskabeligt niveau, og efterfølgende bliver du instrueret i træningsøvelser, der ikke spiller på rim og tomme løfter, som f.eks. ”Tab syv kilo på syv uger med kun syv minutters træning om dagen”.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Four Hour Body

Tim Ferriss

Dette er bogen til dig, hvis du vil lære at spise, så du taber dig. (Advarsel: Hemmeligheden er at spise det samme ensformige mad, ikke varieret mad).

Jeg læste ”The Four Hour Body”, før jeg læste ”Bigger, Leaner, Stronger”, og lærte om at spise korrekt for at tabe mig og følge en kost, der er billigere, end hvad jeg normalt spiste.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

The Xenophobs guide to danes

The Xenophobe’s Guide to Danes

Steve Harriss

Til dig, der skal på udveksling og gerne vil have en ide om, hvordan udlændinge opfatter danskere.

Denne hurtigt læste bog er en skræmmende præcis beskrivelse af den almene dansker. ”The Xenophobe’s Guide to Danes” gør dig ikke til en bedre studerende og kan læses på under en time. Jeg anbefaler bogen til alle, der vil lære mere om danskere. Jeg lærte meget om mig selv ved at læse den.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

How to Be an Imperfectionist

Stephen Guise

Til dig, der både kæmper med at komme i gang og med at afslutte projekter og opgaver.

Hvis du kalder dig selv perfektionist med en blanding af stolthed og frustration, bør du læse denne bog. Du får en indsigt i, hvorfor perfektionister oftest spænder ben for sig selv, både inden de kommer i gang med en opgave, og når de skal færdiggøre en opgave.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

A Mind for Numbers

Barbara Oakley

Til dig, der kæmper med pissesvære fag.

Barbara Oakland knækkede koden til at lære de fag, hun tidligt havde dumpet, ved at lære at lære. Hun dumpede algebra og hadede de tunge matematiske fag, men lærte sig selv at forstå sin egen manglende evne til at forstå. Hun fik senere en doktorgrad i fysik.

Hendes bog lærer dig at lære bedre. Bogen burde være et fag i både folkeskolen, på gymnasiet og på universitetet. Oakland har også lavet bogen til et fremragende online kursus, der hedder ”Learning How to Learn”.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Bliv How we learn forside

How We Learn

Benedict Carey

Til dig, der gerne vil være bedre til at huske, hvad du læser.

Kan du huske dagen, du lærte at cykle uden støttehjul? Følelsen af at fræse afsted på to hjul uden at være bange for at falde? Jeg kan tydeligt huske det.

Læring, og hvor lang tid vi er om at lære, samt hvor længe vi kan huske, hvad vi har lært, kommer også an på, om vi kan huske, hvor vi fik informationen, og hvornår vi pludselig forstod den større sammenhæng.

Det vil altså sige, at det at sidde i den samme læsesal er tæt på det værste studieråd, du kan følge, hvis du forventer at kunne huske, hvad du læser.

Læs denne bog, og vær klar på at revurdere måden, hvorpå du læser lektier. Ligesom ”A Mind For Numbers” bør bogen ”How We Learn” være en del af pensum i studietiden på universitetet.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Purple Cow

Seth Godin

Til dig, der ønsker at blive inspireret til at være langt mere end færdiguddannet, når du er færdig med studiet.

”Purple Cow” fortæller, hvorfor virksomheder og personer, der målrettet går efter at være mere end gennemsnittet, har langt større succes. Du bør læse bogen, hvis du mangler motivation til at fokusere på andet end at opnå det højeste gennemsnit i studietiden.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

To Sell Is Human

Daniel Pink

Til dig, der vil lære at fremhæve dine kompetencer bedre.

Når du søger job, prøver du i virkeligheden at sælge dig selv til virksomheden, på samme måde som virksomheder prøver at sælge produkter og servicer til dig. Du ønsker, at virksomheden skal købe dig, hvorfor du kommer med salgsargumenter som en uddannelse, højt gennemsnit og erhvervserfaring for at sælge dig selv.

Bogen forklarer dig, hvorfor dit første job højst sandsynligt bliver i salg. Det kan virke absurd, indtil du har læst ”To Sell is Human”.

”To Sell is Human” vil hjælpe dig med at skrive din ansøgning, som i realiteten er et salgsbrev med tilbud til en arbejdsgiver.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Advanced Selling Strategies

Brian Tracy

Til dig, der vil være bedre til at sælge dig selv og overbevise andre om, at du er den person, de leder efter.

Bogen fokuserer på salgsteknikker i forholdet mellem sælger og potentiel køber, men principperne er de samme.

Ingen bliver inspireret til at købe en iPod med 5,6 GB, men kaster penge efter dig, hvis du i stedet siger en musikafspiller med plads til 1.000 sange. Hvis du ikke kan sælge fordele over funktioner – hvad du kan ved at beskrive dine kompetencer som resultater, du kan skabe for en arbejdsgiver – får du ikke et job.

Jeps. Du bør læse de to salgsbøger lige efter hinanden.

Køb bog – Køb E-bog – Se video

Hvordan bør jeg læse bøgerne?

Skal jeg købe bøgerne eller blot låne dem på biblioteket?

Din uddannelse er en investering i din fremtid. De bøger, du læser, og i flere tilfælde læser igen, er også en investering.

Selvom priserne på bøger er faldet, er de stadig langt højere i Danmark, end de er i mange andre lande. Men Studieboosters ultimative læseliste består 100 % af internationale bestsellere, som koster langt mindre end en ny dansk roman i hardback. De fleste bøger koster 100-200 kr.

Biblioteket er et fremragende alternativ til at læse bøger, du ikke har råd til at købe. Men jeg vil altid anbefale dig, at du finder pengene og køber bøgerne i fysisk form.

Kan jeg nøjes med at lytte til lydbogen?

Ja, det kan du.

Du bør til gengæld anskaffe dig bogen senere, læse den og lave noter i hånden.

Hvorfor? Det skal jeg fortælle dig:

Jeg opdagede effekten af lydbøger for et par år siden, da jeg skulle træne til et halvmaraton.

Jeg blev smaskforelsket i lydbøger og nåede at få “læst” langt flere bøger, end jeg normalt ville.

Men jeg opdagede to ting: For det første savnede jeg muligheden for at skrive noter i bøgerne. For det andet lyttede jeg som regel til bøgerne, når jeg trænede eller cyklede til arbejde, og derfor når mit fokus delvis var andetsteds. Derfor fordybede jeg mig mindre, end hvis jeg havde siddet med bogen.

En håndfuld af bøgerne på denne liste har jeg dog endnu kun lyttet til på lydbog, men deres budskab satte sig fast, og jeg vil læse bøgerne igen.

Så ja, helt sikkert skal du vælge at lytte til lydbøger, men jeg vil anbefale dig at lytte til dem som et supplement først og fremmest.

Hvad med e-bøger frem for fysiske bøger?

Jeg elsker min Kindle, og jeg hader Amazons ’one-click-purchase’.

Amazons bogsalg svarer til slikbutikkerne i en biograf. Jeg planlægger at købe 100 gram slik, men går derfra med et halvt kilo. Når Amazon sænker deres bogpriser til, hvad der svarer til prisen på en halv liter cola, ender jeg med at købe fire-fem e-bøger. Hver gang.

Ligesom med lydbøger er Kindle et fremragende alternativ til fysiske bøger. Det ændrer dog ikke ved, at man lærer mere af at læse fysiske bøger end både lydbøger og e-bøger, hvilket du kan læse mere om i ”How We Learn”.

Hvor skal jeg købe mine bøger henne?

Jeg har to online boghandlere, jeg foretrækker at købe hos

  • den danske SAXO.com
  • bookdepository.co.uk.
Jeg har købt over 60 bøger fra bookdepositroy.co.uk uden problemer

Priserne er stort set de samme, om end jeg har fundet, at Bookdepositorys bøger generelt er lidt billigere.

Leveringstiden er stort set den samme, og begge leverer bøgerne i en fin indpakning.

Den største forskel er, at SAXO kræver, at man er Premium-medlem for gratis fragt. Det koster 99 kr. og giver samtidig adgang til deres lydbøger. Alt i alt er det en vanvittigt skarp pris.

Men da jeg har taget en pause fra lydbøger og i stedet lytter til podcasts, har jeg ikke brug for en ekstra udgift på 99 kr.

Der er ikke ekstra skat, told eller moms på bøgerne fra Bookdepository, så derfor handler jeg der.

Jeg køber ikke mine bøger ikke fra fysiske butikker, da jeg foretrækker at bestille online frem for at stå i kø nede i en boghandel. Jeg elsker dog at gå rundt og blive inspireret i boghandlere.

Sæt et mål og en plan for din læsning, og se, om der er andre, der vil lege med

Få dig en læsepartner.

Hvis du ønsker at læse mere, skal du blive venner med Goodreads. Det er en bogdatabase med anmeldelser, hvor du kan følge forfattere, finde boglister og anbefalinger. Du kan også lave en liste med bøger, du gerne vil læse, samt registrere de bøger, du har læst.

Jeg bruger det til at måle mine fremskridt med læsningen, så jeg hele tiden holder momentum.

Derudover er det en god måde at tilføje bøger, du vil læse i fremtiden, når tiden er rigtig.

Du kan se listen med bøger, jeg har læst og vil læse, og komme med bogforslag.

Der er adskillige fordele ved at købe de fysiske bøger:

  • Hvis du køber den dyrere hardback-udgave, føler du dig skyldig, hvis du ikke læser den.
  • Du kan skrive noter (og det bør du) med en kuglepen på siderne.
  • Du kan nemmere stoppe og læse noget igen end med en lydbog
  • Du kan vende forsiden udad og dagligt blive mindet om, hvad du har lært.

Konklusion

Nu ved du, hvorfor du kæmper med at komme i gang med at læse. Du ved også, hvordan du kan lave en strategi for at vælge den rette bog. Og du har en liste på tredive og ikke tusindvis af bøger at vælge imellem.

Fælles for alle bøgerne er, at deres råd er tidløse. De giver dig råd, du også vil være glad for at have om fem, ti, tyve år.

Nogle af bøgerne er ikke mere end et par år gamle. Andre er ældre end dine bedsteforældre. Men det er bøger, der stadig er relevante at læse i dag. Og det er vigtigere end nogensinde, at du tilsidesætter tid til at læse og oparbejde gode læsevaner.

At sige, at læsning er en vigtig del af din fremtidige succes, er en overdimensioneret underdrivelse. Læsning skaber nye interesser, fordi det udfylder hulrum med manglende kendskab og giver dig forståelse for nye områder.

Læsning udvikler dig og inspirerer til at blive ved med at udvikle dig. Og det behøver ikke at være en kompliceret, faglitterær bog.

En af mine yndlingsbøger er ”Kærlighed ved første hik”, som jeg første gang læste, da jeg var 10. Men den bog inspirerede mig til at blive ved med at læse – og elske at læse, hvilket er noget, der aldrig er for sent at opleve.

Dette var en liste med de bøger, din fremtidige chef vil være glad for, du læste i studietiden. Jeg håber, at jeg har gjort det nemt for dig at vælge.

Hvilken bog, skal være den næste du går i gang med?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *