Skriveblokering – hvordan opstår det? (samt introduktion af Ove R. Springshandling)

skriveblokering

Du kender det godt.

Du har endelig sat dig for at få skrevet den opgave, men dit hoved er ikke med dig.

Efter et par minutter har 14 tanker kridtet banen op til at spille stikbold i dit hoved, hvor målet er at blive ramt så hurtigt så muligt, så de kan få din opmærksomhed.

Når en tanke bliver ramt, overtager den, hvad end du sad og tænkte på, og sørger for, at der bliver opsat en skriveblokering, der føles som en mur.

Den skriveblokering stopper øjeblikkeligt alt samarbejde mellem din hjerne og dine fingre, der i fællesskab prøver at skrive din opgave.

Det første tegn på en vellykket opsat skriveblokering, er, når du rækker ud efter din mobiltelefon.

Hvem er den nar, der opsætter en skriveblokering?

Det er naturligvis Ove R. Springshandling – også kaldet Overspringshandling blandt hurtigtalere.

Ove R. Springshandling sniger sig i bedste ninja-stil lynhurtigt ind og placerer en skriveblokering midt på vejen af dit workflow.

I løbet af ingen tid kan han omdirigere alt opgaverelateret tanketrafik væk fra Word Allé ud i nødhjælpssporet. Her sidder du fordybet og swiper i ro og mag uden at have lagt mærke til, at du blev afsporet, da Ove aktiverede en Instagram-notifikation.

Snedige lille svin.

Der kan sagtens bruge 10, 20, 30 minutter, inden du kigger op og indser, at du ikke længere kører på Word Allé.

Du lægger din smartphone ned og prøver at komme tilbage på rette spor. Men det kan du ikke.

Ove R. Springshandling har plantet en sur, skaldet udsmider på vejen der spærrer din vej tilbage på Word Allé. Til gengæld bliver du peget i retning mod en lang række alternativer, du kan gøre i stedet for at skrive.

Overspringshandling

Hvad er en skriveblokering?

Ove R. Springshandling er næsten lige så gammel som det skrevne sprog. Og han har opsat skriveblokeringer lige så længe. Skriveblokering ikke derfor ikke blot én ting, men mere et samarbejde, Ove R. Springshandling opsætter med sine allierede.

Med tiden, som teknologien har udviklet sig, har han raffineret sit netværk og sine måder at skabe skriveblokeringer.

Da internettet blev introduceret, kunne Ove godt se de mange muligheder, der ville komme for at lave kreative skriveblokeringer.

Det var vigtigt for ham, at han fik opbygget alle de rette venskaber, især da internettet blev født, og da smartphones senere så dagens lys.

Netflix, HBO, Facebook, Instagram, Snapchat, YouTube, RedTube, Berlingske B.T. – Ove blev venner med dem alle. Også uden for den digitale verden fik han allierede til at lave skriveblokeringer.

Katte kom med sløve skridt over for selv at tilbyde deres alliance, da de godt kunne se sig selv i rollen som en skriveblokering.

Overspringshandling fra eksamen
Katteskriveblokering fra det virkelig liv da jeg skrev dette blogindlæg

Ove R. Springshandling tog imod Kattes tilbud og gav dem hurtigt en arbejdsplads på Keyboard. En arbejdsplads, der skabte stor irritation for Fingre.

Når Katte succesfuldt har adskilt Fingre og Keyboard, står Ove R. Springshandling klar med skævt smil, ti film-forslag samt en rutevejledning til den nærmeste sofa.

Hjemmesider mod skriveblokade er Ove R. Springshandling i forklædning

Når studerende møder en skriveblokade, finder de det fristende at gå ind på landets største aviser og læse nyheder og få opdateringer.

Det sker nogle gange med den overbevisning, at det er manglende opdatering om amerikansk udenrigspolitik, superliga-resultater eller vejret, der kan inspirere studerende med at komme i gang med at skrive igen.

Adskillige nyhedsmedier har længe set sig selv som uskyldig eller ligefrem undskyldt aktivitet.

Det er blandt andet Berlingske, Politiken og Børsen, der betragter sig som inspirationspauser frem for at være deciderede overspringshandlinger.

B.T. og Ekstra Bladet lider af en selvindbildsk overbevisning, at alt, hvad de skriver om, er både sandt og brugbart, hvorfor de tror, at deres artikler er med til at bryde skriveblokeringer.

Hvem kæmper imod overspringshandlings skriveblokader?

Overspringshandling har naturligvis også fjender, der bliver ledet af Produktivitet og Disciplin.

Produktivitet og Disciplins to duksedrenge er Siteblocker og den altid pludseligt højtråbende Vækkeur. Derudover er Freedom AdBlocker, NewsFeed Eradicator, Flight-mode og Afmeld Nyhedsbrev-knap med til bremse, om end ikke stoppe, at du som studerende ikke pludselig er omringet og overvældet af skriveblokeringer.

Der er ingen tvivl om, at Ove R. Springshandling er langt hurtigere til at rekruttere allierede, end hans fjender, Produktivitet og Disciplin, er til at bygge en forsvarshær mod hans guerillahær.

Oves soldater kommer snigende på alle tider af døgnet, forklædt som en SMS, vasketøj, YouTube-video, en trang til at læse nyheder eller noget helt andet, og smider en skriveblokering, der drager dit fokus væk fra din opgave.

Men den helt store modstander, det er dig.

Du er chef for Produktivitet og Disciplin.

Du har masser af måder at nedbryde skriveblokeringer, så du ikke føler, at du har en skriveblokade, hvis blot du bedre forstår, hvorfor du føler, du har dem.

Konklusion

Jeg har erfaret, at et af de farligste steder at befinde sig, når skriveblokering indtræffer, er foran computeren.

Det er stedet, hvor jeg er tættest på at kunne skrive, men det er også der, hvor jeg kan distancere mig mest fra at få skrevet. Det kræver blot, at jeg går ind på YouTube.

Når alt kommer til alt, er det alt for nemt at blive lokket i digitalt fordærv, når man sidder foran computeren.

Du har ikke brug for at tjekke din e-mail, vejret, nyhederne eller nogle sociale medier, så ofte som du gør det. Og nej, dine sokker får aldrig et pludseligt behov for at blive strøget.

Det er blot Ove, der er ude på at lave ravage i dine skriverier.

Men vi er alle sammen ofre for det. Af den årsag har jeg installeret både Freedom Siteblocker og NewsFeed Eradicator (Chrome extension) på min computer.

Hvad gør du, når du oplever Skriveblokering komme snigende, for at banke ham af vejen?

Mærkater:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *